De bedste sko til børn

De bedste begyndersko til børn er barfodssko

Begynderskoen skal passe til foden - ikke omvendt

Den bedste begyndersko eller prewalker til dit barn er en blød og fleksibel sko, der ikke hæmmer fodens bevægelser. Sålen skal være tynd og bøjelig, så barnet kan mærke underlaget og udvikle en god balance. Tå-boksen skal være bred, fodformet og asymmetrisk.

Børnefødder tager form af skoen

Foden er en kompliceret størrelse og består blandt andet af 26 knogler og over 100 muskler, led og ligamenter, men små børns fødder er slet ikke færdigudviklede. Først sidst i teenageårene bliver den sidste brusk til knogler.

Det betyder, at den helt lille fod er meget blød og let at forme. Barnet vil ikke få ondt, hvis skoene ikke passer og trykker på foden. I stedet vil fodens knogler forme sig efter foden, og det er meget uhensigtsmæssigt. Sko skal være tilpasset foden - ikke omvendt. 

Barfodssko til børn

Skal der være stødabsorbering i en prewalker sko?

Nej, det skal der ikke. Så længe foden har plads til at udvikle sig korrekt, er den i sig selv et helt fantastisk stødabsorberende system, der ikke har brug for hjælp.

Det er især vigtigt for små børn, hvis fødder kun lige er begyndt at udvikle sig. Deres fødder skal have de bedste forudsætninger for at vokse sig sunde og stærke, så de kan bære barnet hele livet. Små børn er desuden lette og bevæger sig stadig meget ‘naturligt’ - dvs. at de kravler, klatrer, og løber og hopper afbrudt af intervaller med anden bevægelse.

Stødabsorbering er godt fra ca. 10 år

Når børnene når en alder og vægt som begynder at belaste fødderne mere; især i forbindelse med mere automatiseret og repetitiv bevægelse (sport som basket, tennis, parkour, løbeture mm.) kan de godt få brug for mere stødabsorbering i skoene.

Dette løses ved at sætte en tykkere indersål i deres barfodssko, eller ved at skifte til funktionelle sko. Det sker typisk omkring de 10 år. Indtil da skal deres sko have en sål, der er så tynd som muligt.

Funktionelle sko fra 10 år

Sanseindtryk og fødder

Der sidder over 200 nerveender i vores fødder, der hele tiden sender information til nervesystemet. Når vi går på jorden opfatter fødderne alle små ujævnheder og overflader og sender signaler til resten af kroppen, så vi blandt andet er i stand til at holde vores balance. 

Fødderne er, sammen med håndfladerne og munden, nogle af de mest følsomme steder på kroppen. Når babyer begynder at lave koordinerede bevægelser og bliver bevidste om deres omgivelser, er det deres vestibulære og proprioceptive sans, der sættes i spil. Den proprioceptive sans aktiveres af tryk og bevægelse i led, muskler og bindevæv, og den fortæller hjernen hvordan kroppen er orienteret i et rum. Den vestibulære sans sørger for balance og koordinering og er konstant på arbejde, når vi går på vores fødder. 

Noget af det bedste vi kan gøre for at udvikle barnets vestibulære og proprioceptive sans er at lade dem gå barfodet. I Danmark kan det ikke altid lade sig gøre. Dels på grund af vores klima, og dels fordi det ikke er velanset i samfundet. Derfor kommer vi ofte til at putte de små uspolerede fødder ned i et par alt for tunge og klodsede sko i allerbedste mening. Er vi uheldige, kan skoene hæmme fodens naturlige udvikling og give svage og deforme fødder. Det er der naturligvis ikke nogen, der aktivt søger, og derfor skal du vælge en tynd, let og fleksibel sko som begyndersko til dit barn.

Barfodssko til børn

Barfodssko til børn De vigtigste karakteristika: Barfodssko til børn giver plads til... 

Skal en begyndersko have svangstøtte og hælkappe?

Har et sundt ben brug for gips?

Objektivt set er det forståeligt, hvordan idéen om fast hælkappe og svangstøtte er opstået. Et barn, der lige er begyndt at gå, er selvfølgelig usikkert på benene.

I vores iver for at passe på barnet og hjælpe det så godt som muligt, giver vi det et par faste sko på, der støtter godt op om foden. Og det gør en forskel. Det lille barn begynder formentlig med det samme at gå mere sikkert.

Problemet opstår først senere, når foden er blevet så vant til støtten, at den ikke kan selv. En alt for fast sko begrænser fodens naturlige bevægelser og dermed fodens mulighed for at vokse sig sund og stærk. 

Sat lidt på spidsen er det egentlig arrogant af os at tænke, at foden har brug for støtte, fordi den ikke kan selv.

Selvfølgelig er millioner af års evolution ikke slået fejl.

Selvfølgelig kan foden godt selv - hvis vi giver den lov.

Sålen skal være zero-drop

Kroppen har et naturligt balancepunkt, når vi står barfodet. Så snart sålen er lidt hævet i hælen (typisk for stort set alle de konventionelle sko, også de ‘flade’ som ballerina og klipklapper), forrykkes kroppens naturlige kropsholdning; og ryg, hofter og knæ kommer til at skulle bruges i en uhensigtsmæssig ‘vinkel’. 

Udover at det hjælper meget på udviklingen af børnenes motorik at have så god balance som muligt, forebygger det også skader senere i livet, at kunne bevæge sig på en helt flad fod, som vi er udviklet til at gøre.

Hvornår skal barnet have sine første par sko?

Små børn som er ved at lære at gå, bruger tæerne meget aktivt når de øver sig på at komme op at stå af ting - derfor skal deres fodtøj være så fleksibelt og tyndt som muligt.

Sålerne på bare fødder giver et godt greb selv på glatte overflader - men hvis det er for uhygiejnisk eller for koldt, kan man bruge bløde læderfutter med ruskindssål. Strømper med gummi-knopper under er også en mulighed, såfremt de kan holdes på foden.

Hvis institutionen beder om at de skal have ‘rigtige’ sko på, eller hvis det er vinter, anbefaler vi, at I finder de blødeste og mest fleksible barfodssko som barnets allerførste sko.

Når børnene bliver mere mobile og dermed aktive, kan de meget hurtigt slide materialer ned som er for tynde. Derfor findes der et stort udvalg af barfodssko, hvor der også er modeller som er designet til at kunne holde til slid i en hel sæson.

Vi har primært valgt at føre barfodssko til større børn med høj kvalitet. Det er muligt de ikke altid føles ultrabløde fra start af, men de kommer til at holde til alt børnenes vilde leg.

Og når ungerne bruger dem intensivt, så bliver skoene også meget bløde efter blot et par uger.

Barfodssko til børn